|
De lange nætters ansigt
Det var blevet midnat. Udenfor havde mørket for længst lagt sig, som en dyne hen over byens tage. Det småregnede. Indenfor havde Ole netop sat sig. Han havde egentlig besluttet sig for, at køre hjem umiddelbart efter koncerten, men Kim havde bedt ham blive. Det havde lydt temmelig vigtigt. Så Ole sad nu i et hjørne og slappede af. Rundt om ham pakkede folk sammen, mens han sad og gennemgik aften for sig selv. Han forsvandt helt ind i sine egne tanker og opdagede slet ikke, at folk efterhånden var blevet færdig og havde forladt hallen. Han sad nu helt alene og kiggede lidt rundt. Han skulle lige til at rejse sig, da lyset blev slukket overalt. Han blev siddende. Udenfor kunne han ind imellem svagt høre biler suse forbi, men ellers var der helt stille. Han rejste sig og famlede sig forsigtigt ud i mørket. Han stoppede pludselig op, der lød en lyd, som når noget tungt rammer et betongulv. Ole stod længe og lyttede. Der var igen helt stille. Men lige idet han løftede sin fod for at gå videre, mærkede han en hånd gribe fat i hans skulder og nærmest trak ham af sted, hen over hal gulvet. De stoppede ved en dør, det var vist toiletterne, mente Ole at kunne huske. Der blev tændt en lighter og da Ole kiggede op, kunne han se Kim stå i det flakkende skær. Han så lidt mærkelig ud. Sådan en blanding af skræmt og meget alvorlig. Der var stille. Ole vidste ikke hvad han skulle sige, og han mente i øvrigt også, at når Kim havde udsat ham for sådan en omgang, måtte det være ham, som skulle have det første ord. Der gik et stykke tid, hvor de begge stod stille og kiggede på hinanden i lyset fra lighteren. Til sidst brød Kim tavsheden. Han trak hovedet helt hen til Ole og hviskede svagt: "Du må hjælpe mig... de ved jeg er her og det er kun et spørgsmål om tid før...". Kim sank en klump. Ole så undrende på ham, han havde egentlig mest lyst til, at spørge Kim, om ikke han synes det var en syg joke. Men Kim så så alvorlig ud og han lignede en, der mente det seriøst. "Ok", sagde Ole, "Jeg lover, at hjælpe dig, men du må sgu starte forfra, det andet giver ingen mening." Kim så op, tog en dyb indånding og skulle lige til at snakke, da lighteren gik ud. Så lød der et brag lige foran Ole og der var en enorm larm. Ting der væltede, høje brummelyde og noget der nærmest lød som en slags motor. Men én lyd trængte helt igennem Ole og gav ham kuldegysninger over det hele: et langt skingrende skrig. Larmen forsvandt lige så pludseligt som den var opstået. Ole fandt lighteren på gulvet og tændte den. Kim var der ikke. Han hviskede forsigtigt "Kim?", men der kom ingen svar. Han kiggede rundt. Det var ikke meget man kunne se, så han besluttede sig for, at finde kontakten til lyset. Men lige med et gik lighteren ud............ Ole kiggede rundt, men uden resultat. Det var mørkt som i en kulkælder. Han knipsede et par gange på lighteren, men den synes helt tom for gas. Ærgerligt, tænkte han, nu var han alligevel nødt til at krybe langs væggen eller gulvet. Ole havde ikke mere end lige taget det første skridt, da han hørte en slæbende lyd et stykke fra ham. Han tog et par skridt mere, mens lyden kom tættere på. Han begyndte lige så stille at gå. Ole følte sig forfulgt, og lyden var så tæt på ham, at han hvert øjeblik ventede at noget ville gribe ham bagfra. Han satte i løb og et øjeblik blev den slæbende lyd svagere. Men så skete det. Ole faldt over noget tungt, der lå på gulvet, og han faldt, så lang han var og slog hovedet ned i gulvet. Han kiggede op et kort øjeblik og faldt så sammen bevidstløs. ***
Michael missede med øjnene, mens han lå i sin seng. Solen havde lige sneget sig op over vindueskarmen og kastede nu sine skærende stråler lige ind i hovedet på ham. Han kiggede på sit ur. Den var halv 11. Et øjeblik undrede han sig over, hvorfor Ole ikke havde været forbi og vække ham, når de nu havde aftalt det. Men han slog det hen, da det så tit skete, at der lige kom noget i vejen. Så Michael fortsatte morgenen som han plejede. Han sad nu der midt i sin havregryn, da han så på sin mobiltelefon. Han spærrede øjnene op. Der var 15 ubesvarede opkald. Han greb den og gennemgik opkaldene, de var alle sammen fra Claus. Michael brugte et øjeblik på at tænke over, hvad der dog kunne være så vigtigt, men blev afbrudt af netop telefonen, der ringede. Det var, ikke overraskende, Claus. Han lød rystende i stemmen og meget anstrengt, da han fik fremstammet: "Den er gal...det er Ole...han er...", Michael fornemmede, at Claus sank en klump i halsen. "Hvad er der sket? Hvad er der galt? Hvad er der med Ole?", forsøgte Michael at få at vide. Der gik et stykke tid, inden Claus, lidt roligere, sagde "Det er Ole, han er..." Claus holdt en lille pause, inden han med et lille suk afsluttede sin sætning. "Ole er forsvundet". Michael forsøgte at få at vide, hvad der var sket, og hvordan de kunne vide, han var forsvundet, men Claus mente, det var bedre, hvis de mødtes et sted. En time senere sad Claus og Michael på en café i det indre København. Claus sagde, at han foreløbig ikke ville blande for mange ind i det, så han havde ikke snakket med andre end Michael. Dog havde han forsøgt at få fat i Kim, men han tog ikke sin telefon, det var dog ikke unormalt. Michael var meget interesseret i at vide, hvordan man kunne vide, at Ole altså var væk. Han havde jo så mange ting kørende, og han kunne jo have glemt at sige det videre. Claus kiggede alvorligt på Michael. "Hans guitar og briller er blevet fundet i hallen. Smadret.", hviskede Claus. Michael spærrede øjnene op. "Jamen...", han var ikke helt sikker på, hvad han skulle sige, så Claus brød ind, "Politiet er på sagen, så jeg tænkte egentlig til at starte med, at vi blot kunne vente...". Michael så forstående på ham, "Du har nok ret...". "MEN!", brød Claus ind, "I morges da jeg vågnede, gik jeg ud på badeværelset, og der midt på vasken lå Oles hue...den han havde på i går aftes". Claus rodede i sin lomme og smed en lille hvid seddel op på bordet, "...og ved siden af lå den her...", sagde han. Michael så ned. Han samlede seddelen op og foldede den ud. Hans ansigt blev meget alvorligt at se på. Hviskende læste han op hvad der stod på seddelen... "Husk vasketøjet!" Michael så undrende på Claus. "Hvad fanden skal det betyde?" "Det ved jeg da ikke, sedlen lå jo altså i OLE's hue og ikke i min, vel. Jeg håbede du måske havde et forslag?" Den pointe kunne Michael godt se. Han sad lidt og så meget spekulativ ud, mest for ligesom at gøre noget, i virkeligheden var han helt blank. Hvad var det hele for noget? Hvor var Ole, og hvorfor havde han ikke taget sin hue med, når nu det var så bidende koldt udenfor, og hvordan i alverden var den havnet i Claus' håndvask. Så var der også den mystiske besked fra Kim på telefonsvareren. Hvordan var det nu den lød? Kim havde tydeligvis været stærkt ophidset og meget forpustet. Enten var der et eller andet rivende galt, eller også var han havnet i et klasseværelse med primært kvindelige tandlægestuderende. Kim' besked havde lydt noget i retningen af: "Michael, Michael, *pust* tag telefonen for fanden *stønne ralle* det er helt..." Mere havde Kim ikke fået sagt. Det lød umiddelbart som om, Kim ikke kunne orientere sig, som om han famlede sig frem. Kims tale var blevet afbrudt af en lyd, der umiskendeligt mindede om en pandebrask, der rammer en lodret stående jernstolpe! Efterfølgende kunne man høre både en person og en mobiltelefon ramme jorden, hvorefter der var tavshed i noget nær ½ minut. Derefter kunne man høre fodtrin, og den just tilkomne person samlede med et hånligt grynt telefonen op, hvorefter forbindelsen blev afbrudt. Michael så ned. Hvor var der mange spørgsmål i denne sag, men det største af dem alle fik han nok aldrig svar på: Hvor længe havde hans gylp stået åben? Michael kiggede op, "Jeg smutter lige på toilettet", sagde han, mens han, lidt kejtet, fik møvet sig mellem flere borde og stole indenfor. Toilettet var rent og pænt, det blide loftslys gav genskin i fliserne på væggene, spejlet var helt blankt og mindede Michael om en glemt barbering i morges. Han kiggede ned ad sig selv, fik hurtigt lynet op. FOR hurtigt. *SRATCHZ* sagde det, og Michael gav et hyl fra sig. Han kiggede ned. Han havde gjort en for voldsom bevægelse, da han lynede op, så hans nyindkøbte sandaler nu var revnet og havde forladt hans fødder. Han satte sig ned på en kumme med sandalerne i hænderne. Det var ikke til at bære. For en stund glemte han alt om Claus, Kim og Ole. Skulle han nu fortsætte barfodet? Han var vild med de sandaler. Det var de lækreste indokinesiske bønnemarmorsandaler, og de var ikke sådan at skaffe igen. Radioen i loftet havde ikke vakt Michaels opmærksomhed, før de pludselig i en nyhedsoversigt omtalte Ole og Kim. Han nåede dog kun at høre overskrifterne til sidst "Berømt tandlæge forsvundet, Jesus set i Magasin, Der er sket en forurening...og vejret: Metrologerne har lovet, at vi nu får bedre vejr". Michael ærgrede sig over, han ikke havde hørt det hele. Så kom han i tanke om sandalerne igen og ærgrede sig dobbelt. Michael kom gående barfodet ud til Claus, som undrende så på ham. "Hvad har du gang i?" spurgte Claus halvgrinende. Michael plantede sandalerne hårdt på en stol og forklarede Claus om det lille uheld. Da Claus igen var holdt op med at grine, og Michael også havde fået et lille smil på, snakkede de lidt videre om, hvad de skulle gøre. Pludselig hviskede Claus til Michael, at nogen holdt øje med dem. Claus havde i et stykke tid lagt mærke til en fyr, der sad for sig selv et par borde fra dem og konstant holdt øje med de to. Manden havde solbriller på, og håret var kort og beskidt. Han sad med en portion ris og trommede stille med spisepindene på bordet. Trommeslager var han i hvert fald ikke, mente Claus, for det lød ikke særlig godt. På et tidspunkt blev det for meget for Claus. Han rejste sig og gik over mod manden, som med det samme rejste sig... Manden kiggede nøje op og ned af Claus. Han tog solbrillerne af, og Claus så øjeblikkeligt et stort blåt øje. Da Claus ville til at spørge, hvem han var, og hvilken interesse han havde i at sidde og betragte ham og Michael hele tiden, afbrød manden ham: "Jeg ved, hvor de er!" - Claus kiggede spørgende på manden og sagde: "Hvor er hvem? Og hvad ..." - han afbrød sig selv med en ordentlig bøvs. Så sku' da også, at han spiste brunkål i går aftes - fy for fanden, hvor det smagte dårligt anden gang. Flere af de nærmeste café-gæster kiggede grinende på Claus, og en ung mand ved et bord i nærheden råbte højt: "EKSTRA NUMMER". Claus ignorerede alle og fortsatte: ".. og hvad har du gang i?" Manden rystede på hovedet, sagde ikke noget og stak næven frem mod Claus. I samme øjeblik Claus trykkede hans hånd, kunne han mærke noget papir. Han kiggede ned og så en let krøllet seddel i sin hånd. Da Claus kiggede op igen, var manden forsvundet, men på gulvet foran ham lå en sko. Michael kom hen til ham, samlede skoen op og kiggede undrende på Claus, mens han læste sedlen højt: "1 maskinvask 20, 2 maskinvaske 30 - begge to er næsten døde". De kiggede på hinanden, men pludselig lød et højt brag. Michael og Claus vendte sig hurtigt i retningen af lyden. En yngre, temmelig kraftig kvinde sad på gulvet og ømmede sig. Stolen var knækket sammen under hendes vægt, og flere folk skyndte sig over for at hjælpe hende op. I forvirringen trak Claus skyndsomt Michael ud af cafeen. "Hey, vi skal da lige beta..." Claus afbrød ham: "Det har vi ikke tid til - kom nu!" Han trak Michael over mod bilerne. "Vi kører i din bil, den er hurtigst", sagde han, og Michael fandt hurtigt bilnøglerne frem. De sprang ind på sæderne, men i samme øjeblik Michael satte foden på pedalerne, kom han i tanker om, at han da ikke kunne køre bil i bare tæer. "Du bli'r nødt til at køre", sagde han til Claus og smed samtidig sandalerne om på bagsædet. Claus sprang ud af bilen og skyndte sig om på den anden side, mens Michael behændigt hoppede over på passagersædet... I forsøget på at være hurtig, trådte han dog lidt skævt ned og ramte gearstangen på det værste sted. Han gav et hyl fra sig, og for engangs skyld ville han ikke have haft problemer med at nå helt op og tage de høje toner. Claus var på vej ind i bilen, og da Michael endnu ikke var helt væk fra sædet, skubbede Claus ham videre over i passagersiden, mens Michael krampagtigt tog sig til sine ædlere dele. Claus gassede op og kørte ud fra parkeringspladsen med sømmet i bund. "Sådan kører Claus ellers ALDRIG, hvad fanden er det, der sker?", tænkte Michael stadig med hænderne fast knuget om familiejuvelerne. Claus kørte, som var det en Formel 1-racer, han sad i. Han snoede sig igennem myldretidstrafikken med sømmet i bund. Han kørte over for rødt og havde nær kørt en gammel dame med rolator ned, da han på det nærmeste FLØJ rundt i krydset. Michael var kommet sig så meget over smerterne, at han kunne stikke hovedet ud ad vinduet og råbe UNDSKYLD efter kvinden, inden han på det nærmeste fik rykket alle krøllerne ud af frisuren pga. Claus' sindssyge kørsel. Michael overvejede at kravle om på bagsædet efter sine sandaler, så han kunne være klar til at komme ud af bilen i en fart, men med det sidste forsøg på at klatre hurtigt rundt i en bil i KLAR erindring opgav han tanken. Da Claus endelig respekterede et rødt signal, skyndte Michael sig at hente sine sandaler på bagsædet og komme hurtigt tilbage til forsædet - juvelerne skulle helst ikke komme i klemme igen!! "Hvad FANDEN sker der for dig?", hvæsede Michael, mens Claus atter trykkede sømmet i bund og derpå kiggede nervøst op i bakspejlet. Han hviskede "Sh, du må ikke sige noget - vi skal ud og hente Jacob, han ved HELT sikkert, hvor Ole og Kim er blevet af!" Michael syntes, det hele var ved at blive lidt for underligt, men han holdt klogeligt sin mund og prøvede at rette frisuren, så han ikke havde morgen*BIIIP*hår mere. Det kiksede TOTALT! Nå, Kim kan måske fortælle, hvordan man får styr på sådan noget hår, når vi engang finder ham, tænkte han. "DER ER HAN!", skreg Michael pludselig, stak hovedet ud af vinduet og drejede næsten nakken af led for at følge Kim med øjnene. Desværre forsvandt han i mængden, og Michael satte sig tilbage i sædet og bandede for sig selv. Snart efter var de fremme hos Jacob, og til deres overraskelse var Peter der også. Det var Jacob, der havde ringet efter ham. "Fire hoveder tænker altså bedre end tre, og vi SKAL finde dem snart!", sagde Jacob. Pludselig vendte han sig mod Michael, kiggede MEGET underligt på ham og spurgte .... "Hvad er det du har på hagen?" Michael forsøgte at dreje øjnene ned af for at skimte sin hage, men måtte opgive og forsøgte med hånden i stedet. Med en hurtig bevægelse fik han smurt en fed hvid klat ud i hele underhovedet. I travlheden havde han i bilen, overset den kasse med flødeskumskager til eftermiddagskaffen, så mens han kæmpede med sæder, gearstang og sandaler, havde han fået smurt sig godt ind i Bager Olsens flødekager. De tre andre vidste ikke, om de skulle grine eller græde. Situationen var dog nok for alvorlig til at stille den store latter op. Peter rømmede sig, som for at sige "så holder vi lige kæft et øjeblik". Han kiggede alvorligt på Claus og Michael, der nu sad med de andre samlet om stuebordet. Claus returnerede det alvorlige blik, mens Michael stadig kæmpede med lidt flødeskum på albuerne. "Kender i til nogen eller noget der kalder sig 'De Lange Nætter'?" spurgte Peter. Han fastholdt blikket på dem, mens han rodede i sin venstre bukselomme. Claus og Michael rystede på hovederne. Peter hev en krøllet seddel op fra lommen. Der var skrevet med en utydelig og gammeldags skråskrift. Han læste op: "Når de små blå mænd ser månen danse, da er det tid for dem og jer. Lad den gamle vise jer vej.". Peter kiggede op. "Underskrevet... De Lange Nætter". Claus sad med et undrende blik mens Michael rejste sig og tog seddelen. Han kiggede undrende. Først på seddelen. Så på Peter. Så på seddelen igen, og til sidst rundt på de tre andre. "Det er da ikke et N det der", sagde han stille. "Ligner det ikke mere et H... Der står ikke 'De Lange Nætter'...". Der blev helt stille. Claus og Peter sad som stivnet, da Michael færdig gjorde sin sætning: "Der står 'De Lange Hætter'!". Det syntes at vække noget hos Peter. Han drejede langsomt hovedet og rettede et spørgende blik mod Jacob. Han sad lidt i baggrunden, lige under det sære billede med de små blå mænd. Kim havde tit spurgt, om ikke snart Jacob skulle have noget ordentligt kunst op, men Jacob synes, der var et eller andet over det billede. Nu sank Jacobs øjne nærmest ind i hovedet, og hans pupiller blev små. En rysten bredte sig i hans krop, og de andre så til, mens han sad og så mere og mere rædselsslagen ud. "Hvad sker der? Hvad er der galt Jacob?" spurgte Michael ham, uden resultat. Michael kiggede spørgende på Peter, som sukkede: "Han var der. Han så det. Han ved hvem de er." "Hvem De? ..." spurgte Claus. I det samme lød et *BUMP* oppe fra taget... Alle kiggede op, selv Jacob vågnede af sin trance. Peter styrtede hen til vinduet for at kigge ud, mens Michael flåede hoveddøren op. Da han stak hovedet ud, kunne han høre en mærkelig skurren fra taget, og i samme øjeblik han kiggede op, blev han ramt af en særdeles hård genstand og gik ud som et lys. De andre kom styrtende ud i gangen, og mens Michael rallende lå på trappestenen med det hvide ud af øjnene, samlede Jacob den store sten op, som sandsynligvis havde ramt Michael i hovedet. Rundt om den var bundet en snor og fast i snoren sad endnu en seddel. "Hvor fanden kommer alle de sedler fra", spurgte Jacob, mens han kiggede rundt for at finde ud af, hvor stenen var kommet fra. Han pillede sedlen af og tog den med sig. Da de atter sad ved bordet med sedlen foran sig, udbrød Claus pludselig: "For pokker! Michael!!" Alle tre styrtede ud til døren igen, og der sad Michael og tog sig til hovedet. "Hvad... hvor.. av, for fanden!" Han blev hjulpet på benene og vaklede med de andre ind i stuen. Peter fandt en pose frosne ærter i fryseren, pakkede dem ind i et viskestykke og gav dem til Michael. "Værsgo'! Men lad nu ikke ærten fryse fast..." De andre smålo, men forsøgte at skjule det - det var trods alt ikke dem, der var blevet "beskudt". De satte sig omkring bordet, mens Jacob læste den seneste seddel højt: "Telefonboksen på hjørnet, kl. 13". Det var ikke til at tage fejl af - en eller anden ville ringe til dem, men hvem - og hvorfor via telefonboksen? Claus tog også de andre sedler op af lommen. Nu måtte de lige forsøge at sætte det hele sammen, så han spredte sedlerne ud på bordet. Husk vasketøjet! 1 maskinvask 20, 2 maskinvaske 30 - begge to er næsten døde Når de små blå mænd ser månen danse, da er det tid for dem og jer. Lad den gamle vise jer vej - stod der på de 3 mere eller mindre krøllede sedler. Det gav jo ingen mening! Alle kiggede undrende på hinanden og på sedlerne. Jacob brød tavsheden: "Det... det... ", han hakkede i det, "det jeg så... det var... Ja, jeg ved ikke, hvad det var, men det var ikke menneskeligt. Det var stort!" De andre kiggede med store øjne på Jacob. Med det ansigtsudtryk, han sad med der, var de alle tre glade for, de ikke havde set det. Peter brød ind. "Hvis vi skal nå hen til telefonboksen inden kl. 13, skal vi vist se at komme afsted!" De gjorde klar til at rejse sig, da Michael spurgte: "Går vi alle, eller venter nogen her?" "Jeg er nu mest til at vi alle går", sagde Jacob. "Det er som om, der forsvinder én af os, hver gang vi er alene." "Nårh, Michael forsvandt da ikke lige før, da vi glemte ham uden for døren", prøvede Peter med et lille smil - helt uden succes! "Jeg mener, Jacob har ret", sagde Claus. Derved blev det, og de 4 endnu ikke bortførte venner begav sig på vej til telefonboksen. De havde næsten kun lukket døren bag sig, da det så småt begyndte at regne. "Årh, sikke noget møg! Er der nogen, der har en paraply?", spurgte Jacob. "Næh, jeg er vant til at folk kaster meget mærkeligt efter mig", svarede Michael, "men ikke paraplyer. Er der forresten nogen, der vil ha' en kiks?" Michael rodede i sine jakkelommer. De tre andre fik et mildt udtryk af afsky i ansigtet, som Michael tolkede som et nej!!! Lidt efter nåede de telefonboksen - der selvfølgelig var optaget. En ældre dame med en stor muffedisse i favnen gestikulerede ivrigt inden i boksen. Faktisk var hun så ivrig, at ruderne duggede. De 4 venner bandede og skuttede sig i regnen, der tilsyneladende bare tog mere og mere til. Efter en ½ time var det i forvejen dystre humør hos vennerne temmeligt sort. "For fa'en da også, bliver det kvindemenneske da aldrig færdig med at snakke?!?!", snerrede Claus. Den evige optimist, Jacob, prøvede at løfte stemningen lidt: "Hør, vi kunne måske synge en sang?" "Jahhh", udbrød Peter og begyndte på "Raindrops keeps falling". De andre gloede olmt på ham. "Æhhh, skal det ikke være den?", spurgte han. "NEJ!", kom det fra de andre. "Nej, jeg tænkte nu mere på en Shubidua sang, for I ved jo nok, skyerne skiller, når shubberne spiller, ikke?" Den var de andre med på, så de begyndte at synge. De undgik dog "Karbad baby"! Om det var et tilfælde eller ej, vides ikke, men inden længe begyndte regnen endelig at stilne af, og få minutter efter brød solen igennem skyerne. De 4 var blevet så optaget af deres sang, at de slet ikke bemærkede, at døren til telefonboksen var gået op. Den ældre dame kiggede ud. "Så, lille vaps, så tror jeg, vi kan komme hjem, uden at blive våde." Det, de havde troet var en muffedisse, gav et lille "vif" fra sig. Det var åbenbart en afart af et dyr - muligvis en hund, efter navnet at dømme. "Det var rart med lidt tørvejr, bare synd den dumme telefon blev ved med at ringe. Jeg tror, den har ringet i mindst en ½ time nu!", forsatte damen til sin hund. Hun satte hunden ned på fortovet og stavrede afsted med den lille, overvægtige tingest stønnende og prustende efter sig. Kun fordi de 3 andre holdt Claus tilbage, undgik damen at møde sin skaber den eftermiddag. Først nu gik det op for dem, at telefonen i boksen stadig ringede. De nærmest væltede ind over hinanden for at tage røret. Det var Peter, der fik fat i det og mest af alt råbte et "HALLO?" ind i røret. "Hvorfor helvede tager I ikke telefonen?" lød en velkendt stemme i den anden ende, "Man får altså kun lov til ét opkald her på stedet..." Peter, der nu havde fået pusten efter den lille kamp om at få fat i røret, stod og tænkte over, hvem stemmen tilhørte, men blev afbrudt af, at stemmen i røret sagde: "Hvor mon den er, den røde tråd?". Peter nåede ikke rigtigt at få sagt noget, før røret blev lagt på. "Hvem var det?", spurgte Jacob. "Aner det ikke, men han sagde noget om 'ét opkald her på stedet' og 'en rød tråd'... " "Det er med garanti et spor mere", afbrød Jacob. Claus havde indtil nu bare stået og lyttet og sagde pludselig noget om rødt garn og foreslog, at de prøvede nede i nærmeste garnforhandler. Måske havde der været en forbi og købe en masse rødt garn i løbet af dagen... "Hvis vi nogensinde skal finde Kim og Ole igen, må vi hellere komme afsted", brød Michael ind. "Her finder vi dem i hvert fald ikke". Han kiggede stille rundt på de andre tre, der nikkede enigt. "Er der overhovedet nogen, der ved, hvor nærmeste garnforhandler ligger?", spurgte Jacob, og Claus, der var kommet med ideen, svarede. ”Ja, det gør jeg – forretningen Uld i Mund ligger nede i Vestergade”. ”Hvad står vi så her for – af sted!”, sagde Peter. ”Ja, ja”, vrissede Michael, mens han gik og følte på den bule, der efterhånden var på størrelse med et hønseæg. De 4 gik rundt om hjørnet fra Vinkelstræde og slingrede ned ad Vestergade. Pludselig stoppede Jacob brat og kiggede forskræmt på butiksruden, mens han hviskede: ”Se, lige det skilt der!” – de andre kiggede uforstående: 1 MASKINVASK 20, 2 MASKINVASKE 30 De stod lidt i stilhed, indtil det gik op for dem, hvad Jacob hentydede til. En efter en med tre rungende klonk-lyde, faldt underkæberne ned på fliserne. Peter var den første, der fik samlet kæben op fra jorden og fik tungen på gled: ”Se, der sidder en gammel mand inde i hjørnet”. Alle 4 styrtede ind ad døren … samtidig! ”AAAAAAAAAAV!! Stig ned af mine tæer”, brølede Michael og bandede sine ødelagte sandaler langt væk. ”Flyt den finger fra mit øje, tror du, det er lavet af glas?”, hylede Claus. ”Undskyld”, mumlede Peter, kiggede på sin finger, sagde ”YDRK”, mens han tørrede den af i sine bukser. Med et svup kom Jacob fri, hvilket resulterede i, at de andre væltede ind over ham, så de blev en bunke arme og ben, hvor man ikke kunne se, hvis der var hvis… altså lige på nær Michaels fødder, der jo var både bare og blå. De rejste sig skyndsomt op med den sidste smule værdighed, børstede tilfældigt støvet af, rettede på tøjet, rømmede sig og henvendte sig til den ældre herre i hjørnet. ”Er du den gamle?”, spurgte Claus. Den gamle kiggede småklukkende op på ham og svarede: ”Du er ikke så dum, som du ser ud til, unge mand – og det siger ikke så lidt”, gnækkede han videre. Han holdt en pause, kiggede rundt i forsamlingen og sagde: ”Jeg er gebis-manden – den ene halvdel af Brdr. Gebis”. Der kom et hånligt grin fra Peter, idet han mumlede: ”Det er vist en tand for meget…” Den gamle kiggede olmt på Peter: ”Det hørte jeg godt! Bare fordi, man er gammel og tung, behøver man jo ikke være døv og dum. Hold nu kæft og hør efter!” De 4 klappede for en sjælden gangs skyld øjeblikkeligt i og lyttede til Gebis-manden. ”Jeg kan vise jer vej med følgende ledetråd: Kokken laver suppen i en vask, og der er flere fluer end i Kødbyen. Folk fylder maven med stegte ål i rejer, og hvis man ikke passer på, bliver man kørt bort i et salatfad. Så derfor – husk: uden mad og drikke duer helten ikke.” Peter, Jacob, Claus og Michael så desorienterede ud og kiggede så på den gamle. Michael udbrød muggent: ”Det er da det værste sludder, jeg nogensinde har hørt”. Claus vendte sig mod Michael og sagde: ”Ærligt talt – det er ikke genialt, men kunne du ikke godt begynde at ryge igen. Jeg er skide træt af, at du er så hamrende sur hele tiden – man kunne jo gå hen og blive bange for, at du skærer det ene øre af en dag”. Jacob, der ellers havde været stille meget længe, piftede gennemtrængende: ”Hey, jeg tror, jeg har det – Midnatsluskeren! I ved… bodegaen, der ejes af Helten. ’For uden mad og drikke, duer helten ikke’ – kan I ikke høre det?” De vende sig mod den gamle for at få bekræftet Jacobs gæt, men den gamle var væk… En telefon ringede i det fjerne. Kim tog sig til lommen, men opdagede hurtigt, at hans mobil var væk. ”Hvor er min telefon?”, spurgte han Ole. Ole kiggede forbløffet op: ”Det ved jeg da ikke.” Telefonen ringede igen, og nogen tog den. ”Drei B – Heinecken hier... Jah, alles klar! ... Aber wir haben zwei... Also gut. Auf wiedersehn.“ Samtalen blev efterfulgt af en tør og alt for velkendt gnækken. ”Alles kann gå itu…” Kim blev helt hvid i hovedet og udbrød: ”Ham?? Her??? Det gi’r jo ingen mening!” Ole kiggede atter forbløffet på Kim: ”Hvem???” Kim tog sig til hovedet. ”Heinecken for fanden! Du har sgu da selv set filmen, mand!” Ole så dybt forvirret ud: ”Er du SIKKER på, du ikke slog ho… Nåååårh, DEN film”, sagde Ole, knipsede med fingrene og blev ligbleg. ***
De fire - der jo stadig manglede de to - stod og gloede måbende på den før så besatte stol. ”Hvor i hele hule… blev han af?”, sagde Claus, efter han havde sundet sig over Houdini-tricket. ”Altså.. vi finder ham jo ikke ved at stå her som en flok tilbedende Gurlier”, mumlede Jacob med et skævt smil. De stormede mod døren, men kloge af bitter erfaring gik de ud én af gangen. Vel ude på gaden gik de forbi ”Uld i Mund”, som de jo havde været på vej hen til før deres møde med det syngende tandsæts forduftede familiemedlem. "Hov!", råbte Michael og stormede over gaden, mens han med nød og næppe undgik at blive kørt ned af en folkevogn. De andre satte efter ham i frygt for at miste endnu et medlem af gruppen. Michael stoppede først, da han stod foran disken i butikken "Sko & Støvler". Et højt bump henledte hans opmærksomhed på døren, han netop var kommet ind ad, tidsnok til at se Jacobs fladtrykte fjæs mod den nu lukkede glasdør. I samme øjeblik blev Jacob om muligt endnu fladere, da de andre en efter en - som faldende dominobrikker - ramte ham i nakken. Efter et øjebliks tumult og en høj jamren fra Jacob kom de tre andre endelig ind i butikken, mens de fortørnet udbrød: "Hvad fanden laver du, mand??", hvortil Michael svarede med den største selvfølgelighed: "Jeg skulle da bare have et par nye sko". Efter ca. 12 minutter og 17 sekunders afprøvning af diverse sko, valgte Michael et par sko, som - til de andres store irritation - viste sig at være det første par, han prøvede. Claus lignede en tordensky, da han hvislede: "Michael for… Vi har lige spildt over 12 minutters værdifuld tid på det pjat!" Peter afbrød og sagde: "Så! Ikke skændes nu - vi skal videre." Kort efter begav de sig videre ned mod "Midnatsluskeren". ***
Heinecken smækkede røret på, rejste sig op og gik hen og tjekkede, om døren var låst, inden han bevægede sig op på dækket af det gode skib, Rosita. I samme øjeblik han trådte ud i solen, landede en velplaceret mågeklat på hans højre skulder. Et mågeskrig, der lød umiskendeligt meget som en hånlig latter, skar gennem luften. Heinecken greb resolut sin 9mm Luger og *PLAF* "Alles kann gå itu, ein må-ge kan gå i tusind schtücken.. hehehehehe…." Han gik videre hen mod rælingen, mens han nynnede for sig selv: "De' Shubidua, und de bist dumme…" Han hævede sin kikkert og spejdede ind mod byen. Han var sikker på, hans øjne spillede ham et puds. Han vendte kikkerten rundt, pudsede glasset og kiggede skyndsomt igen. Den var god nok! "Verdammt!! De bist nicht so dumm, så det gør etwas." I samme øjeblik gik Viggo Sommer forbi på kajen: "Hey, that's a good vending, may I use that in another film?" Heinecken kiggede ned og rystede opgivende på hovedet: "Die dumme dänen!" Heinecken vendte sig om og skulede ud over den heftige aktivitet på det nederste dæk, hvor det hætteklædte mandskab var ved at laste en stor kasse med påskriften "Balletskovitz Incorporated". Lige før kassen nåede dækket knækkede rebene, og den ramte plankerne med et brag, hvorefter alle fire sider væltede og afslørede kassens indhold: en tandlægestol. ***
Det høje brag fik Kim til at springe i armene på Ole med et hyl. "Kim???", udbrød Ole særdeles undrende. "Øøh.. bøøh.. eeeh.. " Ole slap sit tag i Kim, der dog stadig holdt godt fast. Efter et øjeblik sagde Ole en smule beklemt: "Øøh, Kim - du må godt give slip nu…" Kim slap, og Ole fortsatte: "Tak!" Kim rømmede sig, rettede febrilsk på håret og børstede lidt støv af tøjet: "Hvad i alverden var det?" "Ja, det ved jeg da ikke. Det lød som noget tungt, der ramte gulvet ovenover os", svarede Ole. Begge kiggede op. (… og her panorerer kameraet op gennem etagerne på skibet, indover havnekajen ind mod byen og indfanger de fire på vej til Midnatsluskeren…) "Er du tosset for en knejpe - skal vi derind?", sagde Peter. "Ja, det ser sådan ud", sagde Claus og pegede på skiltet lige til venstre for døren. "Dagens ret: Strivred' flæsk. Dagens band: Mænd i blåt." Han skubbede forsigtigt døren op og trådte tøvende ind i det dunkle og tilrøgede lokale. Han kiggede sig over skulderen: "Kom bare gutter - det er okay!" De 4 trissede ind på Snadsken, fandt et bord i hjørnet og slog sig ned. De kiggede søgende rundt efter Helt - han var ikke at se nogen steder. Claus sagde: "Er der nogen, der skal have noget at drikke?" Michael og Peter skulle have en øl, mens Jacob ville have en café latte. Claus kiggede på Jacob: "Skal du også ha' cookie on the side? Sig mig engang - tror du, det er Baresso, du er gået ind på? Der serveres TO ting her! Du kan få en stor eller en lille.. og ellers kan du være sikker på, at dagens ret bliver bankekød". Jacob sagde lettere fornærmet: "Nå, så må jeg jo ta' en øl.. bare en stor". Claus hentede 4 store i baren og på vej tilbage, bemærkede han en flyer på disken: "Hvis du ikke selv tør spille helt - LejEnRocker.dk. Årets mest hårdtslående tilbud!" Da de havde siddet lidt og drukket deres øl, sagde Michael: "Hvor fa'n er ham Helt henne. Jeg er træt af at sidde her og spilde min tid med et tomt glas!". Claus rejste sig hurtigt op. "Helt? Hov, vent - øjeblik!", sagde han og styrtede op mod baren igen. Han var hurtigt tilbage og smed en bunke reklamer på bordet. "Hvor er min øl?", sagde Michael undrende. "Hva'eh, er én ikke nok?", sagde Peter og pegede på bunken på bordet. "En er aldrig nok! Man kan aldrig få for mange øl!" Peter svarede lettere irriteret: "Michael, din kegle, jeg snakker ikke om øl - men om de her!" Peter stak en flyer op under næsen på Michael, der trak sig lidt tilbage, men besindede sig alligevel og kiggede på reklamen. Claus forklarede: "Det er jo ikke sikkert, at "helten" er Helt, måske er helten en helt i stedet!" De 3 andre gloede måbende på Claus, mens Jacob udbrød: "Okay, hvis jeg skal forstå det her, skal jeg fan'me også ha' en øl mere!" "Ja, det her kræver en omgang mere", erkendte Peter enigt. "Endelig nogen, der siger noget fornuftigt", sagde Michael og rejste sig for at hente en omgang mere. Der lød et dunk, da Claus opgivende bankede hovedet ned i bordet. Jacob sad febrilsk og prøvede at gennemskue, hvad Claus mente, mens han talte på fingrene. Peter trommede utålmodigt med fingrene i bordet. Da Michael kort efter kom tilbage med øllene, var Jacob helt rundforvirret. Han ruskede i Claus og sagde: "Det der sludder, du sagde før - hvad var det, du mente?" Claus rømmede sig en gang: "Lyt, oh lyt, Nixon har snydt!" "Det er ikke noget nyt", svarede Peter. "Arhj, men pyt", tilføjede Jacob, og Claus fortsatte: "Altså, én gang til for de sløve knive. Vi leder efter Helt, er vi enige?" De andre nikkede tilkendegivende. "Og vi er også enige om, at ejeren af det her hul hedder Helt". De andre nikkede wieder igen. "Men hvad nu, hvis helten ikke er ejeren af Snadsken, men en helt som i en superhelt." "Altså ligesom Spiderman?", spurgte Peter, mens Michael snøftede. "Jeg savner Ole…", sagde han og fældede en tåre ned i sin øl, men skyndte sig så at tømme den, inden den blev for tynd. "Ja, og Kim!", hulkede Jacob. I samme øjeblik, bragede døren op og Viggo Mortensen kom ind. "Anybody seen Legolas? Woopse, sorry - wrong movie". Hurtigt var han ude igen, hvorefter en skygge trådte frem i døråbningen. Personen stod med begge hænder i siden og udbrød højt: "Tjener, have you got noget nisseøl?" Der blev helt stille i lokalet. Efter et øjebliks stilhed kom det fra en fyr oppe i baren: "Sikke en jubelnisse!", hvorefter personen trådte frem i lyset. Det var Viggo Sommer! "Helt ærligt, jeg er lige blevet kaldt "dumme däne" af en wannabe nazist nede på kajen." Claus satte sit glas fra sig og vendte sig om: "Sagde han andet end .. det??", spurgte han med uro i stemmen. "Ja, han sagde noget rigtig sjovt", svarede Viggo og tilføjede: "Han sagde også "Verdammt!! De bist nicht so dumm, så det gør etwas". Det lød sgu meget godt!" Som fire trolde i én æske, sprang de fantastiske fire op fra stolene. "Hvad? Nej! Det er løgn, det passer ikke! Ikke ham - alle andre!", råbte de i munden på hinanden og stormede ud af døren, og som en flok hovedløse høns rendte de rundt på gaden uden at vide, hvad de skulle gøre ved sig selv. Inde fra baren kunne man høre Viggo spørge undrende: "Sagde jeg noget forkert?" ***
Ole gik hen og tog i døren, men den var låst. Det kom ikke som den store overraskelse, og han begyndte i stedet at se sig omkring. Måske var der noget, han kunne åbne døren med? I løbet af to minutter havde Ole skridtet rummet af og konstateret, at der var absolut ingenting, og plads var der heller ikke for meget af. Han satte sig opgivende ned ved siden af Kim, der mumlede: "Sesam, sesam - luk dig op!", og som ved et mirakel gik døren op. To store, grimme rockertyper trådte ind, tog fat i Kim og Ole og slæbte dem af sted mod højlydte protester: "Hey, hvad nu? Hvad sker der? Hvad skal vi? Vi kan godt gå selv, så slip dog mand!" ***
I den vilde forvirring uden for Snadsken snublede Peter over en bille, der lå på et blad. Jacob, der løb lige i hælene på ham, faldt henover ham lige så lang, han var. Det fik Claus til at stoppe op og udbryde: "Hvad I ligger der og roder for? Skulle vi ikke finde ned til kajen?" "Til kajen?", spurgte Jacob undrende. "Ja, for fa’n – ham jubelnissen i baren sagde jo, at han havde mødt 'ham' ned på kajen... Du ved HAM!", svarede Claus med let skælven i stemmen. Michael rakte hånden frem og hjalp hurtigt Peter og Jacob på benene igen, og sammen gik de ned mod kajen – den enes ben rystede mere end den andens. Få minutter senere var de første skibe på havnen i sigte, og uden at tænke over det forvandledes deres ellers raske gang sig til en snigen langs pakhusene. Pludselig hørte man en svag nynnen fra Peter: "Vi lister os af sted på tå, for vi skal ud at..." "Sssccch!", lød det fra de andre tre i kor, og Peter klappede i som en østers, mens han skumlede over at blive tysset på. Efter at have rundet et hjørne, så de forude et flot, gammel træskib gøre klar til at lægge fra kaj. Claus kiggede op og med sin sejlerentusiasme udbrød han energisk: "Hey kom, det skal vi lige se!" Inden de andre fik set sig om, havde Claus sat i løb mod skibet. De andre fulgte skyndsomt efter. Hurtigt fik Claus kontakt til en mand, der tilsyneladende var skibets kaptajn. En snakkesalig mand i bar overkrop og med en stor, rød næse. Da de andre nåede hen til skibet, var Claus sprunget ombord og stod storsmilende og vinkende på dækket, mens Nordkaperen, som skibet hed, allerede var et par meter fra kajen. "Vi skal til New Zealand og være fåreavlere. Jeg har en gammel ven dernede, så jeg ta’r med her!" De andre stod måbende på kajen: "Jam...", "Du kan da ik’...", "Hva’ med Ole og Kim?", råbte Peter og Jacob i munden på hinanden. Michael rystede let på hovedet: "Arh, lad ham bare rejse – vi klarer os uden ham!", sagde han og trak på skuldrene, mens han så småt begyndte at gå videre langs kajen. Peter og Jacob indhentede Michael, og de gik nu på række hen ad kajen. I det fjerne hørtes lyden af en lystig melodi, som hurtigt blev tydeligere. Da de gik forbi et stort krydstogtskib, hvor en masse mennesker var på vej ombord, sad en ældre, hvidhåret herre og spillede klaver foran landgangsbroen. (... og her høres kendingsmelodien fra Olsen Banden...) Jacob, der gik i midten, begyndte pludselig at lave nogle mærkelige spjæt. Peter, der trippede bagerst, kiggede undrende, mens Jacob forbandende den bi, der netop var fløjet op i hans bukseben. Midt på landgangsbroen stoppede en passager resolut op og råbte efter Jacob: "Hey din lusepuster! Det der er altså mit move!" Den høje, lidt kraftige mand vendte om, og med en meget truende adfærd skulle han lige til at sætte efter Jacob, men heldigvis fløj bien i det samme ud af Jacobs bukser. Det fik manden til at stoppe op igen, og smågryntende gik han tilbage videre op ad landgangsbroen. |