Turen går til Memphis

Uge 13, 2016, var endelig ugen, hvor det atter lykkedes flere Gurlier at samles til skæg og ballade samt kraftig forøgelse af mærkelighedsprocenten. Det hele startede onsdag, da A som den første drog over vandet for at mødes med K og AN i Randers. Det blev en forholdsvis rolig dag og aften i musikkens tegn (mest fisk selvfølgelig - eller noget, der lugtede lidt af fisk), og mærkelighedsprocentet var nok ikke helt høj nok til, at det for alvor stak af. Eller også var de 3 Gurlier bare en smule ude af træning. Alt, hvad der kom ud af denne aften, var faktisk en lille hilsen til de andre Gurlier, der endnu ikke var en del af løjerne. En lille video blev skabt (i 3. forsøg) og sendt til de andre, men den skal selvfølgelig også vises her. Det ER trods alt noget, vi KA'AN:


Lidt for sent tog AN hjem, glemte at sove, bankede hovedet ind i væggen og gulvet og spiste lidt for mange lilla Skittles, mens A og K til gengæld fik uventet besøg af en, der havde glemt, at han alligevel ikke havde en aftale med K. Det var noget rod, men før nogen fik set sig om, stod LI med en pakket kuffert og bankede på i vaskeægte Thomas Helmig-stil. Derefter blev LI og A parkeret i hver sin ende af sofaen, mens K sprang i Gurlibussen for at hente resten af øboerne, der nu også havde valgt at bevæge sig over vandet - dog kun bælterne, ikke Atlanten med det så velkendte knæk (jamen, hvad er så det med Memphis? Ssccch.... det kommer vi til. Tålmodighed, nå!).

Det kan vist roligt konkluderes, at KD, Z og US på turen fra den djævelske ø til Randers, der i mellemtiden var blevet til Aalborg ifølge DSB, havde fået varmet godt op, og mærkelighedsprocenten steg pludselig voldsomt i Gurliernes hovedstad. Efter et pitstop på 5 minutter i Humbug.... ææææh... næh, måske var det Fakta, var der nu endelig næsten styr på tropperne, og det tog kun ganske få minutter, før Ks hjem lignede - og lød som - en 5. klasses lejrskole. Eftersom det var næsten 6 år siden, at så mange Gurlier sidst var samlet til noget, der rent faktisk havde med fisk at gøre, var stemningen høj, humøret i top - og forude ventede Memphis (hey, der var det med Memphis igen)!

Sagen var nemlig den, at det torsdag aften stank af fisk på Memphis (ikke "i" Memphis), og selvom mange i det østjyske nok vil mene, at Memphis mere har noget med ham der Elvis-duden at gøre, så ville Gurlierne i hvert fald denne aften hårdnakket påstå noget andet. Efter lidt hastig (og knap så hastig) omklædning gik den nu halvstore flok bestående af A, K, KD, LI, US og Z sig kl. 17:30 mod Memphis, hvor de indfandt sig nærmest på slaget 18:00 (aaaarh, come on.... Fra Randers til Memphis til fods på ½ time?? Kan det nu å' pas'?) og mødtes med AN, der med buler i hovedet og stadig uden søvn var blevet kørt dertil af Sæmon og hans Fiatarri. Memphis var denne aften nok mest kendt som "Memphis Mansion" aka det tidligere Graceland Randers (og nu giver alt det der Memphis-snak mening - utroligt nok!), hvor ingen ringere end Michael Hardinger Band skulle spille kl. 20:00. Men først stod der buffet på menuen! Og nårh ja... En kort snak med Jørgen i restauranten i stueetagen, for selvfølgelig kan en flok Gurlier ikke snige sig ubemærket ind på et spillested, selvom stedet er i 3 etager, og elevatoren gemmer sig ude ved køkkenet.