Skt. Hans på Bakken & Hillerød Slotsfestival, 2000

Fredag
Gurli B og Gurli K tog atter engang turen afsted fra det mørke Jylland først på formiddagen for at ankomme på Bakken ved. 13.30-tiden (en time før beregnet). Med næsen vendt i retning af scenen indtog de to en bænk ikke langt derfra, hvorfra der kunne holdes øje med, om andre Gurli'er eller "grejet" kom. Det sidstnævnte ankom først, og ved 16-tiden blev der rykket tættere mod scenen, hvilket betød kapring af de to forreste bænke på hver side af midtergangen. B og K sørgede for at brede sig temmelig meget, så der var plads til de øvrige 5 Gurli'er samt I's kæreste, Morten, og Q's søster, Karina.

K, I og H varmer op
Et blik ud over publikum på Bakken, mens K, I og H ser billeder og puster gummihandsker op.

Efter endnu lidt ventetid dukkede den øvrige del af selskabet op, og så blev der varmet op til koncerten ved hjælp af gummihandsker, billed-kiggeri, sludren og hilsen på Bom-Bom, Torben og Kim Daugaard. Bom-Bom måtte dog lige kommentere, at han syntes, der havde været Gurli'er til stede temmelig tidligt, og det må vi jo for såvidt give manden ret i... men hellere for tidligt, end for sent ;-)

Da koncerten endelig startede, gjorde Gurli'erne sit til at gøre den god. Det kneb dog lidt med at få resten af publikum med - men da creperullerne blev kastet ud, lykkedes det dog at få det til at se ganske flot ud.

Shubberne var som altid tændte, og da det blev tid til ekstranumre, fik vi selvfølgelig Midsommersangen - det VAR jo Skt. Hans aften - men det blev også til et par af de sædvanlige.

Efter koncerten luntede de fleste Gurli'er selvfølgelig om bag scenen og ventede på Shubberne. Det var der dog mange andre, der også havde gjort, så det var en smule kaotisk, da de endelig kom ud. Vi fik dog påbegyndt et "gruppepres" for at få Shubberne til at spille 'Generatorbouillon'. Vi foreslog en deal med en kasse øl, hvis de til gengæld spiller den i Tivoli. Der var dog delte meninger om den sag...

Da Shubidua havde forladt området, måtte Bom-Bom og Torben igang med at skrive. Crewet er jo en vigtig del af koncerten, og derfor måtte de to også lige sætte deres signatur på diverse t-shirts. De virkede ret smigrede, selvom de påstod, at vi var tossede (men det ved vi jo godt ;-))

De var endda så gavmilde, at vi hver især (dvs. H, RH, B, KD, I og K) fik lov at få et af Shubbernes brugte håndklæder. Det vil dog sige... nogle af dem var mere brugte end andre!

Herefter var der plakatjagt og takket være et veltilrettelagt fyrværkeri på det rette tidspunkt, lykkedes det at skaffe 6 laminerede plakater samt 5 styks, som vi fik tilbudt senere hen, fordi vi havde lagt et telefonnummer, vi kunne kontaktes på.

Så gik turen mod Ølå og lidt Gurlisk hygge, inden det blev sovetid, så vi kunne være friske til næste dags koncert.

KD og 'Y'
Gurli KD og klubbens nye "medlem", Gurli Y(ver).


Lørdag
...startede med lidt morgenmad og lidt shopping. Man kunne godt mærke, at det ikke just var årvågenhed og hurtige reaktioner, der plagede Gurli B, H, RH og K, da de blev vidne til et rimeligt stort butikstyveri, men blot observerede og ikke reagerede... Sådan cirka 30 sekunder efter, at tyven var over alle bjerge på sin cykel, luntede RH ud af butikken for at standse ham... Way to go, Gurli'er!!!

Til gengæld lykkedes det lidt senere at få en ekspedient til at se meget bøvet ud, da der skulle købes crepepapir til aftenens koncert. KD havde taget de to sidste ruller, der lå fremme, og da hun spurgte efter, om han havde mere, kom han op med en 10-rullers kasse fra lageret. KD købte 3 mere og takkede pænt, men da K og B derefter næsten med en mund bad om de resterende 7 ruller, hang underkæben på disken og svaret lød fra ekspedienten: "Øøøøh..... 59,50!" (*LOL*) Da H derefter spurgte ham, om han havde solgt så mange ruller på én dag før, lød svaret, at så mange ruller plejede han ikke at sælge på et helt år. Flinke som vi er, rådede vi ham til at købe nogle flere hjem, da det kunne ske, vi kom forbi en anden gang ;-)

Inden vi forlod butikken, forbarmede Gurli H sig over manden og fortalte ham, hvad vi skulle bruge den store mængde crepepapir til, og da det gik op for ham, at vi skulle kaste med det, hang underkæben ikke længere på disken, men helt nede på gulvet... og så gik vi - hvad manden har tænkt bagefter, må guderne vide!

Eftermiddagen gik med at spise og lege "Hit med Shubidua-sangen", og hen mod aften, mødtes 6 Gurli'er i et halv-vådt vejr ved Hillerød Slot. Gurli B, H, K og KD ankom ved 18-tiden, og kort efter ankom Gurli DK og R ved en anden indgang. De 4 førstenævnte gjorde sig bemærkede allerede ved indgangen, da de fik sig en livlig snak med de mange, der fik instrukser til, hvordan man skulle opføre sig som kontrollant. Flokken af frivillige fik blandt andet at vide, at man ikke måtte lukke nogen ind uden billet, uanset hvor hårdnakket de påstod at kende Shubberne. Gurli K spurgte, hvad der ville ske, hvis man nu virkelig kendte gruppen, men kontrollanterne og deres "overordnede" regnede nu ikke med, at det ville være tilfældet. Meeen... de fik sig nu alligevel en overraskelse, da Bom Bom kort efter kom slentrende oppe fra pladsen, gik direkte hen mod udgangen, stoppede op og hilste pænt på de 4 Gurli'er. Okay, det var måske ikke Shubberne selv - men det lugtede lidt af fisk ;-)

Efter ca. 1 times venten blev portene endelig åbnet for publikum, og der blev sat kurs mod scenekanten. Her mødtes samtlige 6 Gurli'er samt H's kæreste og fik sig en oplevelse af den mere "ulækre" slags, da Gnags gik på scenen kl. 20.00 (Shubberne skulle spille kl. 22.15). Såvel forsanger som andre band-medlemmer lignede en flok omvandrende zombier. Hvis de ikke var "på noget", vil vi nødigt opleve dem være det - bassisten lignede en, der kunne vælte omkuld, hvis man blæste på ham, og Peter A.G. var ved at voldtage både guitar og mikrofonstang op til flere gange.

Endelig gik Gnags af scenen, og der blev linet op til Shubidua! Der blev hoppet, danset, sunget og råbt under hele koncerten, der - selvfølgelig - foregik i tørvejr... Shubberne spiller, så skyerne skiller!!

Gurli'erne havde naturligvis medbragt diverse rekvisitter, og stor var morskaben, da de fulgte Oles, Kims og Claus' eksempel med at tage æbler i munden til "Æblemand". De tidligere på dagen indkøbte creperuller blev smidt til både højre og venstre under "Den Røde Tråd", og da Kim et par sange senere samlede et stykke crepe op, der var endt på scenen, tog han det om halsen, som var det et halstørklæde... Hvis ikke han har været godt rød af farve, der har smittet af, bliver vi meget overraskede. Både B og KD har nemlig gjort sig de erfaringer, at rødt crepepapir nemt kan sætte sjove røde mærker på hals, nakke og t-shirt kant, hvis man sveder bare en lille smule... Og det gjorde Kim! ;-)

Sådan ser Gurli'er ud, når der synges 'Danmark'
H, R, DK og KD var flotte repræsentanter for Gurli'erne i avisen om mandagen - bemærk lige, at Hs yver har fået en pat for meget ;-)


Koncerten blev overstået alt for hurtigt, selvom vi fik intet mindre end 4 ekstranumre, men den var super alligevel. Faktisk noget bedre end gårsdagens koncert på Bakken, der fik et par minus'er på grund af et enormt sløvt publikum.

I øvrigt lykkedes det også denne gang at lægge pres på både Ole, Jørgen og Permer - vi VIL altså høre 'Generatorbouillon' i Tivoli, og Permer mente ikke, det var nødvendigt for os at gå helt ned på knæ, som Gurli KD ellers foreslog. Til gengæld kiggede både han, Ole og Jørgen en ekstra gang, da vi bad dem skrive på de håndklæder nogle af os havde tiltusket os dagen før.

Hvis du vil se billeder fra både Skt. Hans koncerten på Bakken den 23. juni og Hillerød Slotsfestival den 24. juni, kan du klikke her og besøge Den Uofficielle Shubidua Hjemmeside.