I 32 år har sangeren Michael Bundesen været en del af orkestret Shubidua. Sammen med sine shubi-kolleger har han skrevet nogle af de mest gakkede, poetiske og livskloge tekster, der er sunget på dansk. Den Shubidua-sang, han selv holder mest af, er 'Den røde tråd'.
Michael Bundesen møder UD & SE i slyngelstuen på kroen ved Skovshoved Hotel. At det er shubi-område står klart fra starten, for det viser sig, at Michael Bundesen kender tjeneren. De går til fitness samme sted, og tjeneren siger glad:
- Så vi har samme overarme.
Det synes Michael er sjovt. Han kan godt lide dumme bemærkninger. Altså dumme bemærkninger, der er sagt for sjov. Faktisk har Michael og resten af Shubidua en usynlig ven, der siger dumme, men sjove bemærkninger. Han bor lidt syd for København, og han er måske ikke så funky, men han har selverkendelse og humor, og han ser livet på sin egen måde. Når Shubidua skriver sange fra hans synsvinkel, bliver de næsten altid sjove. Manden er med i 'Sand-Hans', hvor han ligger og roder og kigger på kællinger på Brøndby Strand. Han er med i 'Knuden' (Jeg er en kedelig mand/selvom man gør hvad man kan), 'Colour på tossen' (Tænk at ha' en flimmer uden fede farver på/der er stadig nogen der tror Den Røde Plads er grå) og 'Sexchikane' (Jeg fik et job på et postkontor/min chef var en dam der ligned' min bror).
Siden 1974 har Shubiduas frontfigur Michael Bundesen malet ordbilleder og sunget skæv poesi på en imponerende række danske rock og popklassikere. I alt har Shubidua solgt over seks millioner plader. Men trods sin indiskutable placering ret meget i midten af dansk kultur er Michael Bundesen et blufærdigt menneske. Han turde ikke gå ind og høre det perfekte - Paul McCartney - dagen før Shubidua begyndte deres turné. Og han havde det heller ikke helt godt med at spille efter Earth, Wind & Fire på Langelandsfestivalen, for 'man er jo ikke neget, og man kan heller ikke danse'. Han er lige fyldt 57 år, men han har spurgt sin mor om lov til at fremvise et foto af sig selv på hendes skød.
I modsætning til sin usynlige ven kommer Michael Bundesen fra den nordlige del af København. Han er opvokset i Tårbæk og bor i dag lige i nærheden. Faderen er advokat, moderen har altid været hjemmegående, og de bor også i området.
- Det var et fedt sted at vokse op, vi havde bander og lavede ballade og var oppe at slås med dem oppe fra Ordrup. Jeg kan huske en juleaften, hvor jeg gik og svingede med en kæde, og så røg den op i ledningerne, så jeg mørklagde hele Tårbæk. Der var mange, der ikke fik and den aften, og politiet kom, og min far blev sur, hold kæft noget lort. Da vi startede med at spille rock og rul, skulle man jo ud og more sig, og så flyttede jeg ind til København, men da ungerne kom, flyttede Hardinger (guitarist og medstifter af Shubidua, nu ex-medlem, red.) og jeg herud med vores familier, i det hus, som jeg stadig bor i. Han flyttede nogle år efter, men de tre grimme kirkegårdstræer, han insisterede på at plante for 29 år siden, for det det var fedt, at de var stedsegrønne, de står der sgu endnu, og de er enorme, siger Michael Bundesen.
Savnede du Michael Hardinger i de år, hvor han boede i USA?
- Jamen, jeg har altid haft den effekt på folk, jeg arbejdede med, at de fik lyst til at flytte til Amerika, sååå. Nej, jeg vil ikke sige, at jeg har savnet ham. Altså, vi er jo alle sammen kammerater i Shubidua, men vi er ikke venner, der ses så meget privat. For vi ses jo en del, når vi laver plade eller er på tur. Og vi får da også klaret de der mandekollektivsting, der er lidt mere alvorlige - Ole (Kibsgaard, guitarist, og kendt fra Kaj og Andrea, red.) er jo et helt Carl-Mar-kursus i sig selv. Da jeg fyldte 50, syntes han, at jeg skulle lære at fluefiske, og så fik jeg hele udstyret, og han lærte mig at svinge fiskestangen, og det var helt utroligt, da jeg fangede min første fisk. Det er også Ole, der nogle gange insisterer på, at vi bader nøgne om natten.
Hvalen i kælderen
Ja. Ok. Nu er det ikke sikkert, det er på alles topfem-liste at se en nøgen shubi-diller. Men ikke desto mindre har de en lille hård kerne af fans, Gurlierne, hvis hjemmeside oser af kærlighed til bandet.
Gurlierne har lavet to puslespil - hvordan har du det med, at det med dit ansigt har 48 brikker, og det med Oles guitar har 68?
- Det er jo meget naturligt, Ole er på alle måder en stor mand, og så betyder hans guitar nok mere for bandet - den er i hvert fald kønnere. Gurli-klubben er med til alle koncerter, selv firmafester og private arrangementer får de opsnuset, og vi kender dem jo efterhånden. De giver os julegaver - sidste år fik vi hjemmelavede karameller, og da jeg lå syg med lungebetændelse, fik jeg sgu en buket blomster sendt.
Der er ingen tvivl om, at Michael Bundesen bliver oprigtigt glad for den slags - og for, at folk stadig kommer til deres koncerter. På den ene side taler han meget ydmygt om fremtiden, og bliver ved med at tilføje 'Altså, hvis folk stadig gider høre os', og på den anden side siger han helt kækt: 'Der er vist ikke mange af de anmeldere, der rakkede os ned for 20-25 år siden, der stadig er anmeldere - men vi er stadig Shubidua'. Her kunne man så komme med en lang tolkning, men man kan også bare vælge at sige, at han er en mand, der hedder Michael, der er stolt af sit arbejde. Men selvom han bare er en mand, der hedder Michael som så mange andre, så har han noget særligt. Han har en bagage af sange, som de fleste danskere kender. Så en strøgtur for denne Michael indbefatter for det meste et soundtrack af nynnende forbipasserende, og måske et par strofer: Jeg har en hund med fire poter/en på hvert sit ben.
Det koster at være kendt, som danselæreren sagde i tv-serien 'Fame'. Som dengang, Michael og hans familie skulle med bus på skitur, og havde bestilt liggepladser. De blev imidlertid beslaglagt af et ældre ægtepar, der mente, at sådan nogle unge mennesker godt kunne sidde op, og at 'ham fra Shubidua da måtte tjene penge nok til at tage en flyver', og derfor gik turen opretsiddende hele vejen til Italien, mens de obligatoriske fem fulde fyre, der altid sidder på bagerste række, sang shubi-hits hele natten.
Hvordan er det at have været kendt i så mange år?
- Det kan godt være, at det er nemt at blive kendt, men at være kendt er ikke så nemt - det skal der arbejdes med. Jeg har været heldig. For mig er det nemlig foregået over en meget lang periode. Jeg skal ikke brokke mig, for jeg har lært at leve med det, men engang imellem kan man godt synes, at når man går en tur i byens, så ville det være meget rart at kunne pille næse, uden at nogen tænkte over det. De gode ting er, at man får mange søde tilkendegivelser - på vej herned var der en ældre dame, der sagde 'Jeg glææder mig til den nye plade,' og det er da hyggeligt. Så var der på et værtshus oppe i Hjørring en mand, der kom hen til mig og sagde 'Du skylder mig 40 kr'. 'Hvorfor', spurgte jeg. 'Jeg har set 'Den Røde Tråd' (bandets eneste og ikke særligt roste spillefilm). Og det er da meget sjovt, og tit skal man jo bare grine i stedet for at blive sur. Og prøv lige at tænke på, hvor fedt det er at have et job, hvor man simpelthen ikke må lade være med at spille 'Hvalborg', fordi nu har folk taget kiks med, som de kan kaste op på scenen. Bortset fra i Esbjerg, hvor de smider med skidtfisk (den efterhånden gamle tradition er opstået på grund af linierne: Og jeg fodred' dig med skidtfisk/og kiks jeg havde i lommen).
Her er hvalen Hvalborg
stoppet ud med vat
og avispapir og sprit
den blev født i Irmnitz
en kold decembernat
lidt nordøst for Kransvesit
Du red på mangen bølge
ænsed' ikke stormen
med delfiner i dit følge
som fulgte dig på vej
Nå, men alting har en ende
og en regnorm den har to
Hvalborg ... havets tournedos
Der er numre, som simpelthen bare skal spilles. 'Den Røde Tråd', 'Sexchikane', 'Står på en alpetop', 'Stærk Tobak' og selvfølgelig 'Hvalborg'. Og så er vi jo mange, der gerne vil vide, hvad der får granvoksne mænd til at skrive en kærlighedssang til en hval.
- Jamen, det var, fordi da jeg læste jura, så skulle man ned i kælderen i en lang gang, når man gik fra det ene sted til det andet, og der lå en kæmpelang hval, og der hvor den var gået i stykket, stak der lidt vat og papir ud, og så tænkte jeg, at den skal vi sgu skrive om, men hvem der egentlig var med til at skrive sangen, det kan jeg ikke huske. Vi var jo en slags kollektiv dengang, hvor i dag er det ofte enkeltpersoner, der skriver teksterne. Nogle af teksterne kan godt tage et halvt år at skrive, men så kommer der et break, hvor alle er enige. 'Sexchikane' handlede oprindeligt om roeplukkere på Lolland (De hiver dem lige op/af jorden), og den var så dårlig, at vi kunne slet ikke have det. SÅ var der en, der sagde 'sexchikane', og wow - så var den der, så var det ikke svært at skrive teksten. Det samme med 'Den Røde Tråd', - vi ville lave en socialrealistisk tekst, og så var der en, der sagde 'den røde tråd', hvad sker der mellem at man fødes, og man dør, og så kørte det bare. Men at skrive tekster er et håndværk, og det er svært.
Er det noget, du har med hjemmefra - det der med at elske at lege med ord?
- Ja, min far og mor var vilde med at skrive lejlighedstekster, og det er jo fantastisk, når man få teksten til at passe - det er en smuk blanding af poesi og matematik, hvis det er godt. Jeg tro aldrig, at de helt har fattet, hvad jeg egentlig lavede med Shubidua, for der er ingen tradition for at være musiker i min familie, selvom min morfar spillede klaver. Det er nok ham, jeg har det fra.
Du tager ord ret alvorligt.
- Ja, jeg er sprogfikseret, det irriterer mig virkelig, når folk siger amerikaaanerne eller manuskrift eller wienderfilharmonikaerne, og jeg synes, det er vigtigt at have et godt sprog, eller et opfindsomt sprog, som mange af de nye sangskrivere også har.
Hvad synes du så om, at folk for eksempel synger 'møgluder', som Jokeren gør?
- Jeg ville nok have formuleret det anderledes. Men i Danmark i dag er det svært at trænge igennem, hvis man ikke er outreret, især måske i hans del af branchen, og så er man nødt til at provokere. Men mit eget udgangspunkt har aldrig været at genere folk. Jeg vil gerne underholde, men der skal være lidt mening med underholdningen, som for eksempel i 'A. Tomsen' og 'Danmark', som siger noget kritisk om Danmark på en Shubidua-måde, men hvis hele skal være politisk, så skal man have et andet band, og så skal man ikke ud og spille til byfester i over 30 år.
Højre ben kører
Forskellen på den private og den offentlige Bundesen er nok i virkeligheden ikke så stor. Der er ikke noget specialsyet glimmertøj til scenebrug, faktisk har han det fint med at optræde i noget, der lidt ligner det, ens far har på, når han skal ned i byggemarkedet. Forfængeligheden ligger et andet sted. Den ligger i stemmen, og den ligger i, at teksterne skal være så gode og underfundige som overhovedet muligt, og at man giver alt sit bedste til hver eneste koncert. 17 medlemmer har efterhånden defileret gennem Shubidua.
Har I ændret jer gennem årene?
- De ting, der var virkeligt charmerende i ungdommen, de udvikler sig til noget ret ucharmerende, når man bliver ældre. Vi gør det jo stadig for samværet og musikken, men så er der nogle, der er lidt morgenvrantne, nogle er lang tid om at gå i bad, og det kan irritere en helt vildt, men så må man lære, at nu er vi sådan. Jeg har kendt Claus (Asmussen, guitarist, red.) og Kim (Daugaard, bassist, red.) i 30 år, og vi kan stadig blive helt staldkåde, når vi skal i gang med en ny turné.
Har Danmark ændret sig i de år, I har turneret?
- Jeg synes, at man skal passe på med at sige, at det er blevet et andet land, for ens opfattelse ændrer sig jo også, fordi man selv er blevet ældre. Folks indpakning er måske anderledes, håret, tøjet, piercingerne, men langt de fleste vil bare havet godt liv og ud og more sig nogle gange, og sådan var det også for 30 år siden. Og det vil aver, at tage ud og optræde, det har faktisk ikke ændret sig ret meget, det er stadig 'levende musik til levende mennesker', som Musikerforbundets ordsprog engang var. Vi kører af sted, optræder, spiser natmad og får en snaps, og når vi er færdige med turneen, så skal vi alle sammen hjem på skrump.
Det virker, som om du har en meget stærk fornemmelse af at være dansker.
- Ja, jeg har for eksempel lige indspillet 'Du danske sommer', og der er mange af de gamle salmedigtere, der er rigtig gode, som Brorson, han har noget knald på sproget, og maler nogle flotte ordbilleder. Jeg synes jo også, at danskerne har noget folkevid, og jeg elsker den der folkelige humor og intelligens.
Har du altid villet være sanger?
- Ja, jeg har nok i virkeligheden altid vidst, at jeg ville optræde. Om sommeren var der talentkonkurrencer på Bakken, på Place Pigalle, og der gik jeg som stor dreng op og sange, og altså, jeg var Elvis, det var der ingen tvivl om, jeg sang 'Rock 'a' hoola' baby/I'm gonna move my hip', og det gjorde jeg så, og det har jeg kunnet lige siden, højre ben kører bare, uden at jeg tænker over det, hvilket har betydet, at jeg har haft dårlig ryg i mange år, og så sagde min kiropraktor: 'Det er da klart. Du står og vipper med det ene ben, og det betyder, at du lægger al vægten over på det andet ben, og det har du gjort i 30 år'. Men en ting er at ville være sanger, og en anden ting er at blive det, og der var jeg så heldig at komme sammen med nogle mennesker, som har været gode at lave musik sammen med.
Det er vel ikke kun held?
- Nej, jeg har haft en stemme, som er genkendelig, men det er jo ikke noget, jeg selv har gjort, og jeg har været sammen med nogen, som ville det samme som mig, og det var på det rigtige tidspunkt, og som så meget andet er det et spørgsmål om timing. Hvis jeg var ny i dag, og kom ind på et pladeselskab, så ville de nok glo lidt, hvis jeg kom ind og sang 'Skal man være neget for at synge the blues' (fra 'Tynd Blues' som var bagsiden til Shubiduas første single, 'Fed Rock', red.), og jeg ville nok ikke få en pladekontrakt.
Hvordan har du det med fiaskoerne?
- Selvfølgelig laver man også fiaskoer, og hvis man ikke kan lide at blive bedømt, så skal man ikke stille sig frem. Da vi lavede filmen 'Den Røde Tråd' fik den nul stjerner af alle aviser, men om aftenen, til premieren, spillede vi oppe på taget af Palads, og det er en af de bedste koncerter, vi nogensinde har spillet. Hvis man aldrig er nede, så er man heller aldrig oppe, sådan ser jeg på det.
Hvad laver en Shubidua om vinteren?
- Vi går i hi. Det er også noget mærkeligt noget, det kan godt være en underlig abrupt tilværelse. Sidste år, da vi havde spillet nogle-og-tres sommer koncerter og 14 vinterjobs, så havde vi pludselig fri den 18. december og de næste fire måneder. Det er helt uvirkeligt, for hvad skal man nu får tiden til at gå med? Den første måned går meget fint med at nå alle de ting, man ikke har nået, og se nogle venner, men så begynder det at blive lidt trivielt. Jeg er jo også en af de få i bandet, der ikke laver så meget ved siden af. Jacob (Christoffersen, keyboardspiller, red.) og Ole er docenter på musikkonservatoriet, Kim er tandlæge og Peter (Andersen, trommeslager, red.) har en legetøjsbutik, og Claus har et lydstudie. Det kan godt være sådan lidt 'Av, hvad skal jeg nu laver,' men så spiller jeg golf, squash og tennis, og dyrker motion tre gange om ugen, for man kan godt blive lidt nedslidt efter sådan en sommer.
Du har aldrig haft en plan med, hvad du ville?
- Heldet følger de tossede, og jeg har aldrig selv opsøgt udfordringer. Nu lyder det, som om jeg er komplet initiativløs, men Kanal 2 (hvor Michael Bundesen var chef, red.), der var det andre, der kom og spurgte, om jeg ville være med, og sådan har det været med det meste. Den røde tråd har altid været at lave noget, hvor man optræder.
Men du er jo også meget blufærdig. Hvordan hænger det sammen?
- Jamen, det hænger slet ikke sammen. Men det er som om, at når man står og skal på scenen, er på, som det hedder nu til dags, så forsvinder blufærdigheden, men i en anden situation, til en fest for eksempel, så ... Det er jeg ikke så godt til. Jeg er ikke så godt til at øse ud, og så bliver det måske meget til snak om mit arbejde, og så tænker borddamen nok: Hold kæft hvor han taler meget om sig selv!
Mange, der kan lide at være sjove, har også en stærk melankolsk side.
- vi har da lavet nogle melankolske sange, som for eksempel 'Stjernefart'. Men melankolien, det er noget, jeg har derhjemme.
BUNDESENS BLÅ
Michael Bundesen har altid vidst, at han ville være sanger. - Jeg er faktisk engang gået op til Bent Fabricius-Bjerres hus for at aflevere et demobånd til ham, men så kom han sgu ridende hjem, og det var lidt for stort for mig, så det blev ikke rigtig til noget. Og jeg sang også i et band, der hed Quacks i slutningen af tresserne. Men det var jo en anden tid, og jeg havde nok en fornemmelse af, at man også skulle have et rigtigt job. Så først læste jeg historie, men da vi kom til de oldtyske kilder, så gik jeg helt kold. Så prøvede jeg med noget dansk, og det var heller ikke mig, også blev jeg ansat i radioen, og sideløbende læste jeg jura og fik faktisk to årsprøver, og så blev jeg medlem af Shubidua, og dér kunne jeg sgu godt mærke, at det var det, jeg ville fortæller han. Ved siden af Shubidua har Michael Bundesen været frivillig i Mellemfolkeligt Samvirke, radiovært på DR og chef på Kanal 2, og så har han lagt stemme til Baloo i 'Junglebogen 2', Bagermester Harepus i 'Dyrene i Hakkebakkeskoven' og Mattis i 'Ronja Røverdatter'. Han har altid sin egen mikrofon med, når han skal optræde, for 'visse mennesker spytter rimelig meget, når de synger'. Han er med i et band, der har solgt over seks millioner plader, siden de startede i 1973, og han er såvidt vides den eneste mand, der har sunget ordet 'numsehul' på plade.
BUNDESEN OM ...
... idoler
- Elvis, Billy Joel, og først og fremmest Stevie Wonder. Jeg kan også godt lide Baal og Shirtsville. Og så er der jo Bjørn Borg, som jeg mødte en morgen på et hotel, og så kunne jeg sgu ikke lade være med at bede om hans autograf, selvom de andre syntes jeg var så pinlig, og jeg ødelagde hans morgenhygge.
... det gode grin
- Jeg kan ikke så godt lide revyer, men jeg synes, Drengene fra Angora er sjove, og Jan Gintberg. Det har undret os i mange år, at den niche vi er i, hvor vi blander musik og humor, den ikke er blevet udfordret af andre. Men når sådan nogle som Bikstok Røgsystem bruger et af vores rim, så er det nok, fordi de tilhører den generation, der er blevet tvangsfodret med vores plader af deres forældre. På deres cd rimer de vogn og torskerogn, et rim der ikke ligefrem ligger lige for, men som Shubidua også brugte i 'Fiske-disk', hvor pigen får en opfordring, hun ikke kan sige nej til: La' os ta' en vogn/så gi'r jeg torskerogn.