KILDE: Vordingborg Dagblad, 11. juli 2001

Forsiden af 1. sektion:

Kærligt kikse-bombardement af Shubidua

Benjamin Kristensen er en ægte "Gurli". Det beviste han i aftes, da han sammen med en masse andre "Gurli'er" var til den 14. Shu-bi-dua koncert i år. De superinkarnerede fans havde medbragt remedier til at ledsage numre som "Karbad Baby" (håndklæde og skrubbebørste), "Den røde tråd" (langt rødt bånd) og selvfølgelig kiks til "Hvalen Valborg".

Forsiden af 2. sektion:

Shu-bi-dua blev badet i kiks og kærlighed

Shu-bi-dua blev badet i en regn af kiks, da de tirsdag aften spillede "Hvalen Valborg" og en lang række af deres udødelige hits. Omkring 12.000 festuge-gængere havde fundet vej til Slotstorvet

Af Tine Glindvad

FESTUGE:
Danmark er et dejligt land. Specielt når vejret arter sig, og man kan glæde sig over de milde sommeraftener. Sådan én af slagsen havde vejrguderne valgt at begunstige Vordingborg med tirsdag aften, da Shu-bi-dua endnu engang satte byen på den anden ende. Den bunddanske sommersang fra Shubberne fik allerede fra begyndelsen af koncerten de 12.000 festuge-gæster til at skråle med i kor.

Shu-bi-dua har netop fået en platinplade for deres seneste plade "Shu-bi-dua SYTTEN" og en tredobbelt platinplade for salget af over 150.000 eksemplarer af pladen "Shu-bi-læum 73-98". Og selvom de garvede gutter snart har været på banen i 30 år, virker de stadigvæk som om de nyder at få publikums gigantiske respons og glæde på de gamle klassikere, som man nok tør kalde numre som "Står på en alpetop" og "Hvalen Valborg".

Kikse-bombardement

Da de første toner af "Hvalen Valborg" flød fra scenen svarede publikum igen med en sand regn af "kiks de havde i lommen". Heldigvis var Bondesen og Co. blevet forsynet med grønne sikkerhedshjelme, så de kunne gennemføre nummeret uden mén. Det gjorde faktisk ret ondt at blive ramt af de flyvende kiks, og de runde skyts ville ingen ende tage. Til sidst måtte Michael Bondesen dog lige markere overfor publikum, at nu var det nok, selvom han flere gange havde opfordret publikum til at komme med kiksene, som han jo nok af erfaring vidste lå og ventede i lommerne.

Kiksekrummerne blev rystet ud af håret, inden publikum blev budt på en kop mokka i nummeret "Familien kom til kaffe".

Gurlierne på plads

Selvom hele Slotstorvet var begejstrede, var der dog en flok inkarnerede Shu-bi-dua fans, også kendt som "Gurli'erne", der for 14. gang i år var superklar til at hylde deres idoler. Medbragte remedier er en del af "Gurli'ernes" Shu-bi-dua dyrkelse. Til at ledsage nummeret "Karbad baby" blev skrubbebørsten og håndklædet svunget og den røde tråd lå også parat i tasken. Gurlierne vil gerne nå op på 16 koncerter med Shubberne i år, og på det hjemmelavede flag var der sirligt noteret tid og sted på hver koncert. Selvom der blev viftet med både flag, håndklæder og arme var der ingen masen og skubben foran scenen, men lutter hyggelig sameksistens.

Michael Bondesen ville lige vide om Vordingborg var blevet ordentlig festtrænede i år. Svaret lød noget i retning af "åååuuuhhåå", så Bondesen trænede lidt "råb med strofer". Han viste også hvordan man med to fingre i vejret er en rigtig heavy-rocker.

- Men hvis I vil høre heavy står I det forkerte sted, for vi er nok ikke så heavy, sagde Michael Bondesen. Angående heavy-musikken havde han ganske ret. Det var ikke det de ville have, men flere af de gode gamle Shu-bi-dua hits, og de fik leveret varen også efter pausen med "Nam, Nam", "Den røde tråd", "Folkevognen" og "Sexchikane". Men en flok "tunge" drenge er de nu de halvgamle Shubber, som til stadighed kan henrykke et sommerklædt publikum.


BILLED-TEKST:
Flokken af "Gurli'er", inkarnerede og organiserede Shu-bi-dua fans, havde selvfølgelig taget plads lige foran scenen, for at dyrke deres idoler. Aftenens koncert var nummer 14 i år. Målet er at nå 16 koncerter med de garvede Shubber.