KILDE: Festugetillęg til Vordingborg Dagblad, 5. juli 2001

Gurli'erne kommer

Selv om Shubidua nu for 7. gang spiller ved Vordingborg Festuge, er koncerterne aldrig helt ens, lover en flok skrupskøre Shubidua-fans, der kalder sig Gurli'erne, og som selv kommer til byen for at se det folkelige band

Af Charlotte Christensen

VORDINGBORG:
Gurli'erne vil være at finde blandt de mange tusinde tilhørere, når Shubidua indtager scenen tirsdag 10. juli ved Vordingborg Festuge. En Gurli kendes på sin Gurli-trøje og Shubidua-jakken. Desuden synger en Gurli højt og inderligt med på samtlige Shubidua-sange og har sikkert lige været til to Shubidua-koncerter ugen før.

Beskrivelsen passer perfekt på Karina Hjorth, kaldet Gurli K, som allerede i marts skrev til www.festuge.vordingborg.dk for at høre, om Shubidua virkelig kommer til Vordingborg i uge 28.

Det gør Shubidua. Og det gør Gurli K fra Randers i følgeskab med mindst fire andre Gurli'er.

Tre på en uge

- Selv om jeg også skal til to Shubidua-koncerter i ugen inden, tager jeg gerne til Vordingborg, for at høre dem igen. For der er nemlig ingen af deres koncerter, der er ens, lover hun efter at have været til 13 koncerter sidste år og foreløig 10 i år.

Den årvågne festuge-deltager vil måske bemærke, at Shubidua i denne sæson har skiftet nogle af numrene ud med gamle kendinge. Men mon ikke man skal være fanatisk koncertgænger for at høre, om bandet afslutter sangene på nye måder eller ændrer rækkefølgen.

En ægte Gurli rejser gerne land og rige rundt for at få koncertoplevelser med Shubidua og andre Gurli'er. For de 24 medlemmer af Gurliklubben er blandet adnet spredt i Randers, Struer, Skive, Odense og Humlebæk - og sågar i England.

Skørt men skægt

Vi er jo nok lidt småskøre, men vi har det skægt. Det er da også hyggeligt at shubberne kender nogle af vores navne, siger Karina/Gurli K. Hvor småskøre Gurli'erne er kan blandt andet ses på deres hjemmeside www.gurliklubben.cjb.net hvor også den "Shubske Lov" er at finde. At klubbens virke først og fremmest er drevet af humor fremgår af lovens første paragraft:

"§ 1
stk. A: Formålet med disse paragraffer er uklart...
stk. B: ... men meningen er god nok!"


På Gurli K's egen hjemmeside om Shubidua, har hun blandt meget andet samlet tekster, diskografi, links, galleri og muligheden for at chatte med andre shubidua-fans. www.shubidua.nu hedder siden.

Ud over interessen for Shubidua, humoren, klubben og festerne, har medlemmerne også deres helt egen tidsregning.

Gurli K er således en "årgang 3". Tallet henfører til den Shubidua-plade, der udkom det år hun er født, Shubidua 3. I almindelige menneskeår er hun 24. De øvrige 24 medlemmer af Gurli-klubben er m/k'er mellem 16 og 30 år.

Klubnavnet Gurli er tyvstjålet fra en Shubidua-sang (naturligvis). I sangen Generatorboullion synger Michael Bondesen "Nu tror jeg Gurli kalder", og det er lige hvad Gurli'erne gør. Hør selv ved koncerten 10. juni.


BILLED-TEKSTER:
Shubidua går på scenen i Vordingborg tirsdag 10. juni klokken 21.30.

Karina Hjorth, i Gurli-klubben kendt som Gurli K, kommer fra Randers til Shubidua-koncert i Vordingborg. For Shubidua kan man aldrig få nok af, mener hun, her fotograferet med Kim Daugaard ved en koncert i Helsingør for nylig.

Det skal lige tilføjes, at der er enkelte fejl i artiklen. Dem skal vi lige have styr på:

Koncerten finder sted 10. juli, 2001
Gurliklubbens hjemmeside-adresse er blot gurliklubben.cjb.net - ikke www foran
Aldersfordelingen på medlemmerne er rent faktisk 0 til midt i 30'erne - se medlemssiden for detaljer.